Patanjali Yoga Sutras - Vidensbrev 3
I de tidligere posts, fortalte vi historien om, hvordan Patanjali opstod Nu begynder serien om Patanjalis Yoga Sutras.
Atha yoganushasanam
Nu vil jeg forklare Yogaens disciplin og regler.
- Patanjali Yoga Sutra #1
Shasana betyder regler, som andre pålægger dig. Anushasana er en regel, du pålægger dig selv. Ser I forskellen? Hvorfor kalder man yoga en disciplin? Hvorfor er der behov for disciplin? Hvornår opstår behovet for disciplin?
Når du er tørstig og gerne vil drikke vand, siger du ikke: “Åh, det er en regel, at jeg skal drikke vand”. Når du er sulten, spiser du bare. Når det handler om nydelse, er disciplin ikke nødvendig.
Hvor kommer disciplin ind i billedet?
Disciplin opstår, når noget i udgangspunktet ikke er en specielt charmerende opgave, ikke sandt? Når du er glad, når du er fuld af fred og lykke, er du allerede i selvet. Så er der ingen disciplin. Men når sindet slår med halen hele tiden, er disciplin nødvendig for at berolige det. I sidste ende er frugten af disciplin velsignelse og glæde. Som når en diabetiker siger, ”jeg har disciplin nok til ikke at spise sukker.”
Der er tre typer lykke.
- Sattvisk - lykke, som ikke er behagelig i starten, men som ender i glæde.
- Rajasisk - lykke, som synes at starte godt, men som ender i elendighed.
- Tamasisk - lykke, som kan ligne lykke, men som i virkeligheden kun er elendighed fra begyndelsen til enden.
Tamasisk lykke kræver ingen disciplin. Forkert disciplin resulterer i rajasisk lykke. For at opnå sattvisk lykke, er disciplin krævet fra begyndelsen. Det behøver ikke være ubehageligt hele tiden, men hvis der er ubehag, må du være i stand til at udholde det. Du har brug for disciplin, derfor begynder Patanjali med et udgangspunkt, hvor tingene ikke er klare og forståelige og hvor hjertet endnu ikke er på rette plads.
Lad os nu se på yogaens disciplin
Denne disciplin er ikke pålagt os af andre, den er selvvalgt. Der er meget, vi forlanger af os selv – vi børster tænderne hver morgen og igen før vi går i seng. Dette er vores disciplin, men den har vi haft fra vi var børn, ikke sandt?
Da du var barn, måtte din mor pålægge dig denne disciplin. Efterhånden som det blev en vane, forstod du, at det var til dit eget bedste. Så oplevede du, at det ikke længere var din mors regel, men din egen.
På same måde med at holde sig ren, hygiejne, motion, meditation, at være venlig og opmærksom osv. Alle disse regler, som du har pålagt dig selv, er disciplin, ikke sandt?
Yoga betyder at blive et med kilden. Hvornår sker det? Det sker, når sindet, som småsnakker hele tiden, pludselig bliver stille.